Pølserne dumper, og personalet vasker ikke hænder. Sådan lyder nogle af de kritikpunkter, Fødevarestyrelsen har rejst efter uanmeldte kontrolbesøg på færgerne Express 3 og Express 4. Det skriver TV2 Østjylland.
Af rapporterne fremgår det, at kontrolbesøgene blev foretaget på baggrund af anonyme forbrugerhenvendelser – og der var da også noget at komme efter. Begge færger har modtaget en række indskærpelser i rapporterne, som har resulteret i en smiley med lige mund.
På Express 4 måtte kontrollanterne stoppe salget af pølser, fordi de ikke var varmet ordentligt op. Og på Express 3 sejlede hygiejnen blandt personalet, der ikke én eneste gang blev set vaske hænder under Fødevarestyrelsens besøg.
- Det indskærpes, at alle, der arbejder på steder, hvor der håndteres fødevarer, skal iagttage en høj grad af personlig renlighed. Under kontrolbesøget er der ikke observeret én eneste medarbejder vaske hænder. Personalet skifter handsker jævnligt, men uden forudgående håndvask, lyder det blandt andet i rapporterne.
Her beskrives det også, hvordan kontrollanterne har observeret en medarbejder gå direkte fra opvasken ud i produktionen, mens en anden blev set røre ved en skraldespand og derefter skære frugt – uden at vaske hænder.
Også rengøringen fik kritik. Kontrollanterne fandt blandt andet "skimmellignende belægninger" på et kølebord, hvor der opbevares pølser, brød og bøffer.
Hos Molslinjen lover man nu at stramme op på procedurerne.
– Det er meget vigtigt for vores organisation på skibene, at den slags er i orden – og det er heldigvis også reglen. Så kunderne kan stole på, at vi gør vores allerbedste for at rette op på disse ting, således at der ved næste besøg atter er en smiley til os, lyder det i et skriftligt svar fra pressechef Jesper Maack til TV2 Østjylland.
Molslinjen oplyser, at man fremover vil have øget fokus på at følge de gældende procedurer for håndtering af madvarer og samtidig ændre proceduren for håndvask.