Skraldemændene i København vil ikke finde sig i, at københavnerne glemmer at rydde is og sne. Derfor har de ladet skraldet stå ved 1.400 husstande alene i denne uge.
"De glemmer, at vi skal bruge fortov og vej, når skraldet skal fjernes. Alene i dag (torsdag, red.) har vi undladt at hente skrald hos 400 husstande. Set over hele ugen er vi oppe på 1.400 hjem, der ikke har fået hentet skrald," siger Rene Rud Mikkelsen, ansvarlig for snerydning i renovationsselskabet R98, der henter skrald i Københavns og Frederiksberg Kommune.
Også landets postbude lider under sneen på fortovene, lyder det fra Post Danmark.
"Vi kan godt mærke, at folk glemmer at rydde sne. Inden for den sidste uge er der anmeldt 25 arbejdsskader om for eksempel forstuvninger. Samtidig har vi sat en intern kampagne i gang, så postbudene blandt andet bliver opmærksomme på, at det er godt med sikkerhedsstøvler, når det er spejlglat," lyder det fra HR-chef i Post Danmarks afdeling for distribution.
Sidste vinter var der 99 anmeldte arbejdsskader blandt landets postbude, og derfor opfordrer Post Danmark naturligvis også danskerne til at huske at rydde.
I Københavns Kommune oplever man imidlertid også borgere og trafikanter, der er så irriterede over, at deres medborgere ikke rydder sneen væk, at de ringer til kommunen.
"Hvert år får vi omkring 200 klager om manglende snerydning fra borgerne og trafikanter. Det er, når der er tale om en almindelig vinter. I 2003, hvor vinteren var hård, kimede folk os ned hver dag," siger Kim Sørensen, fagansvarlig i Vintertjenesten i Københavns Kommune.
Det er især villaejerne, der lader sneskovlen stå for længe.
"Jeg tror, at folk på en lille villavej glemmer, at der er andre end dem selv, der bruger fortovet og vejene. Men postbuddet, skraldemanden og almindelige borgere går jo også på fortovet, så der skal ryddes," siger Kim Sørensen.