Tårnhøje snedynger og lave temperaturer er en skidt cocktail for havens mange solsorte.
Millioner vil simpelthen dø af det kolde vejr, hvis haveejere ikke sætter ind med simpel fugle-nødhjælp til den sorte fugl.
Sådan lyder advarslen i dag fra Dyrenes Beskyttelse.
"Når det har sneet, så har solsorten et problem de fleste steder. For sneen lægger sig jo på jorden, og solsortens føde er også på jorden. Normalt render den rundt og vender blade og finder orme nedenunder, men det er ret svært, når der ligger op 10-15 cm. sne," forklarer biolog i Dyrenes Beskyttelse, Michael Carlsen til Newspaq.
Biologen vurderer, omkring fem millioner solsorte dør hver vinter, "men det er lavt sat", som han siger.
"Men når der så kommer sne, så risikerer vi, at der ryger en del ekstra. Og der er så det, vi kan gøre noget ved," forklarer biologen, og sender dermed en SOS på vegne af havens lille sanger.
Hvis du ikke vil se din lokale havesolsort dø denne vinter, hvor der nogle steder i landet har ligget op mod en meter sne, så kan du nemt yde nødhjælp:
"Man kan lægge et æble ud om dagen til solsortene. De spiser også andre ting som fedt og frø, for de tager til takke med næsten hvad som helst, når det er koldt nok, og de sulter nok. Men et æble er enkelt, og de fleste har jo en pose æbler liggende i køleskabet, og så kan de lægge sådan et ud til solsorten," lyder rådet fra Michael Carlsen.
Dyrenes Beskyttelse vurderer, at der herhjemme var omkring ti millioner solsorte ved vinterens begyndelse.