En ændring af parathedsvurderingen af danske skoleelver i 8. og 9. klasse bliver hilst velkommen i Danske Skoleelever.
Meldingen kommer i kølvandet på, at Socialdemokratiets partiformand, Mette Frederiksen, i et interview med DR foreslår, at alle elever fremover skal erklæres egnede til videre ungdomsuddannelse.
Det er et godt bud på en løsning på den "karaktermur", som skoleelever møder i form af den nuværende uddannelsesvurdering, mener næstformanden i Danske Skoleelever (DSE), Mads Løjtved Rasmussen.
- Vi vil gerne have, at man enten afskaffer "det ekstra karakterkrav" eller finder en løsning på, hvordan vi kan gøre det her til noget, der giver mening, siger Mads Løjtved Rasmussen.
En uddannelsesparathedsvurdering er, når folkeskolerne vurderer eleverne i 8. og 9.-klasses færdigheder og uddannelsesmuligheder.
Ifølge DR bliver omkring 30 procent af eleverne i 8. klasse lige nu erklæret "ikke-uddannelsesparate".
Men man bør slet ikke give eleverne prædikatet ikke-egnet, udtaler Mette Frederiksen til DR mandag.
Alle elever bør i stedet regnes som uddannelsesparate. Her skal folkeskolerne så se på, hvilke muligheder der er bedst for den enkelte.
Folkeskoleelever vurderes i 8. klasse uddannelsesparate, når de har et gennemsnit på mindst 4 af standpunktskaraktererne, der gives i folkeskolen.
I 9. og 10. klasse vurderes de ud fra deres valg af fremtidig ungdomsuddannelse.
/ritzau