Lærerne på Ejerslykkeskolen i Odense, hvor cirka halvdelen af eleverne er tosprogede, bliver udsat for mobning og trusler, hvor skældsord som "luder" og "fuck dig" er udtryk, der bruges dagligt.
Det beretter skolebestyrelsens formand, Peter Julius, onsdag i en skarp kronik i Fyens Stiftstidende.
- Eleverne opfører sig på en måde, der i alle sammenhænge er uacceptabel, skriver han i avisen på vegne af skolens personale og hele skolebestyrelsen.
- De har ikke de normer og værdier, der skal til for at begå sig i en almindelig dansk folkeskole, tilføjer Peter Julius.
Kronikken kommer, efter at skolens leder, Birgitte Sonsby, for nylig sagde ordene "jeg er så skide træt af jer muslimer, der ødelægger undervisningen" til en flok elever og blev politianmeldt for racisme af faderen til en af eleverne.
Selvom Peter Julius ikke bryder sig om skolelederens ord, fortæller han, at en mindre gruppe tosprogede elever på skolen sætter deres negative præg på virkeligheden. Han forstår derfor godt frustrationen.
- Vi er ikke racister. Men vi er nødt til at fortælle, hvad der sker inden for murene. Vi skal turde sige det, siger skolebestyrelsens formand til Fyens Stiftstidende.
Han håber, at aviskronikken giver en god diskussion og ikke mindst konkret handling. Selv mener han, at en god løsning vil være at fordele Odenses tosprogede elever på flere skoler i byen.
Odenses børn og unge-rådmand, Stina Willumsen (SF), mener, at man først og fremmest skal have et tættere samarbejde med de tosprogede elevers forældre.
Men hun afviser ikke, at en mere ligelig fordeling af tosprogede elever på Odenses skoler kunne gavne integrationen.
- Jeg tænker, at det handler rigtig meget om forældrene. De elever, der har svært ved at acceptere værdierne i folkeskolen, har brug for bedre støtte hjemmefra. Vi skal gå tættere på og har brug for nye værktøjer, siger hun til Fyens Stiftstidende.
Skoleleder Birgitte Sonsby var i går til en tjenstlig samtale med skolechefen i Odense Kommune. Den samtale fortsætter senere på ugen. Skolelederen har ikke ønsket at udtale sig om racisme-anklagerne.
/ritzau/