Den nye serie "And Just Like That", som tager over, hvor serieuniverset "Sex and the City" og de to efterfølgende film slap, har været omgærdet af hemmelighedskræmmeri.
Og for at undgå at afsløre noget af plottet, når optagelserne har fundet sted på gader og stræder i New York, har man indspillet en række scener, som slet ikke skal bruges.
Det afslører Cynthia Nixon og Kristin Davis, der genindtræder i rollerne som henholdsvis den ambitiøse advokat Miranda Hobbes og kunsthandleren Charlotte York Goldenblatt.
Det sker i talkshowet "The Late Show with Stephen Colbert".
- Vi vil gerne have, at vores fans skal nyde serien, forklarer Kristin Davis, inden hun bliver suppleret af Cynthia Nixon:
- Vi vil ikke have, at de skal vide noget som helst på forhold, understreger hun.
Universet centrerer sig især omkring skribenten Carrie Bradshaw, spillet af Sarah Jessica Parker, og hendes veninders liv med kærlighed, cocktails og karriere i New York.
Spinoff-serien, som har premiere på streamingtjenesten HBO Max 9. december, bliver dog uden den eksplicitte PR-rådgiver Samantha Jones.
Skuespillerinden bag, Kim Cattrall, har i årevis langet ud efter især Sarah Jessica Parker og beskyldt hende for at stå bag et giftigt arbejdsmiljø på settet.
Noget, som Sarah Jessica Parker adskillige gange har afvist.
Selv om seerne må undvære Kim Cattralls Samantha Jones, er der gensyn med en række af de øvrige oprindelige karakterer.
Blandt andre Chris Noth som Carries mand, Mr. Big, Evan Handler som Charlottes mand, Harry Goldenblatt, samt Mirandas mand, Steve Brady, der spilles af David Eigenberg.
/ritzau/
Af Grith Larsen, Ritzau Fokus