Forsvarschef Peter Bartram har indstillet fem kaserner til lukning i forbindelse med besparelser på forsvarsbudgettet, oplyser TV2 News.
Det drejer sig om kasernerne i Sønderborg og Haderslev, Bülows Kaserne i Fredericia, Almegård på Bornholm, samt enten Høvelte eller Vordingborg.
I forbindelse med afleveringen af indstillingen udtaler forsvarschef general Peter Bartram til forsvarets hjemmeside:
- Jeg har nu afleveret min indstilling til Forsvarsministeriet, og den vil indgå i den videre politiske proces.
- Min indstilling medtager alene militærfaglige forhold. Jeg og mine medarbejdere må derfor forvente, at andre aspekter vil indgå i den endelige politiske beslutning, hvorfor resultatet kan blive anderledes end det indstillede, siger han.
/ritzau/