Den Europæiske Stabilitetsmekanisme (ESM) bliver mandag en realitet, når økonomi- og finansministrene fra de 17 eurolande holder stiftende bestyrelsesmøde i fonden.
* Missionen:
- Yde direkte lån til lande med økonomiske problemer.
- Direkte og indirekte opkøb af statsobligationer fra lande, der er medlemmer af ESM.
- Yde forebyggende finansiel assistance i form af kreditter.
- Finansiere rekapitalisering af banker gennem lån til regeringer - også i lande, der ikke er underlagt en fuld hjælpepakke. EU-topmødet i juni åbnede for, at støtten kan gå direkte til bankerne, men der er opstået tvivl om betingelserne.
* Pengene:
- Når medlemslandene har indbetalt alle deres lovede bidrag på 80 milliarder euro, skal ESM kunne yde lån for i alt 500 milliarder euro (3728 milliarder kroner, red.).
- Indbetalingerne falder i fem rater af 16 milliarder euro. De to første rater skal være på plads inden udgangen af oktober.
- ESM skal på længere sigt tage over efter den midlertidige redningsfond, EFSF, der stadig kan yde lån for over 150 milliarder euro. EFSF er under udfasning, men i første omgang fungerer de to fonde parallelt, hvilket øger den samlede lånekapacitet.
- ESM kan med sikkerhed i sin grundkapital selv optage lån og låne pengene videre til lavere renter, end problemlandene ville kunne få, hvis de selv skulle ud og låne på det almindelige marked.
* Juraen:
- EU-topmødet 17. december 2010 besluttede, at det var nødvendigt at justere EU-traktaten, så eurolandene kunne sikre den finansielle stabilitet i eurozonen med en permanent redningsfond.
- Traktatændringen blev egentlig vedtaget på et topmøde i marts 2011, og den nye ESM-traktat blev underskrevet i juli samme år.
- Et EU-topmøde i februar 2012 lavede yderligere justeringer, og ESM-traktaten trådte formelt i kraft 27. september efter at være blevet ratificeret i de 17 eurolande.
/ritzau/