Arnold Schwarzenegger, actionhelt og eksguvernør i Californien, udtrykte sin store anerkendelse af byen Københavns grønne politik, da han tirsdag deltog i et pressemøde på Det Kongelige Teater inden uddelingen senere af miljøprisen Sustainia Award.
- Jeg elsker at komme til København, hvad enten det er på besøg eller på grund af forretninger eller miljø, sagde den tidligere bodybuilder og filmstjerne.
København har altid været en stor inspiration på miljøområdet, tilføjede Schwarzenegger.
I sin tid som guvernør satte den østrigsk-amerikanske politiker en grøn dagsorden i Californien, der ikke altid var velset hos hans partifæller, Republikanerne.
- Californien bruger energien 40 procent mere effektivt end resten af USA. Hvis resten af USA var lige så energieffektiv som Californien, kunne vi lukke 75 procent af kulkraftværkerne i USA.
- Men trods disse fremskridt er København stadig 40 procent mere energieffektiv end Californien. Det er jeg misundelig over - men konkurrence er godt, sagde Schwarzenegger.
Han understregede, at vi ikke behøver vente på fodslæbende regeringer eller fastkørte FN-forhandlinger for at sikre ren energi og arbejde for at afskaffe svinende fossile brændsler.
- Vi kan træffe en masse beslutninger selv, lokalregeringer, virksomheder, forskere og borgere, sagde den tidligere guvernør.
Torsdag aften kårer Schwarzenegger i Det Kongelige Teater "årets grønne actionhelt" foran et publikum på over 1100 mennesker. Vinderen modtager prisen Sustainia Award, som den tidligere guvernør er formand for.
/ritzau/