De ansatte i SAS's flykabiner har allerede vinket farvel til tre en halv procent af deres løn i marts. Nu opfordrer fagforeningen sine medlemmer til at gå yderligere syv procent ned i løn for at bevare arbejdspladserne i det kriseramte flyselskab.
Det skriver DR Nyheder.
Fagforeningen har sendt en opfordring ud til medlemmerne, der, hvis de siger ja til forslaget, vil få en samlet lønnedgang i 2009 på ti procent.
Men det bliver ikke omkostningsfrit for ledelsen, slår formanden for fagforeningen, Verner Lundtoft, fast.
"Forudsætningen for besparelsen er, at man beholder de danske arbejdspladser på danske overenskomster, og det vil sige, at der ikke skal udenlandsk personale ind og flyve i stedet for det personale, der flyver i dag," siger Verner Lundtoft og understreger, at det er et ufravigeligt krav fra personalets side.
Besparelserne ved forslaget vil svare til de 35-40 millioner kroner om året, som ledelsen har tvunget kabinepersonalet til at spare.
Det er dog ikke en holdbar løsning, tilføjer Verner Lundtoft.
"Det kan vi ikke blive ved med i al evighed, men vi har en stor vigtighed i at bevare de her arbejdspladser. Vores folk har behov for et arbejde som alle andre, og det er ikke lige dagen i dag, hvor man går ud på arbejdsmarkedet og finder noget andet at lave," siger han.
Den 7. august slutter kabinepersonalet den vejledende afstemning om forslaget.