69 øre. Så meget er prisen på benzin faldet i løbet af ni dage, når prisfald lørdag og på mandag regnes med.
Lørdag falder prisen på en liter benzin med 8 øre, og mandag falder prisen med yderligere 6 øre.
Derefter lyder det samlede prisfald siden søndag den 14. oktober på hele 69 øre.
- 69 øre er et meget markant fald og det understreger de stor udsving der har været og fortsat vil være i oliemarkedet. Det er et stort fald både i procent og i kroner og ører. Årsagen er en kombination af, at dollaren er blevet billigere og der er mindre frygt for, hvad der sker i Iran og Mellemøsten. Og så har især den europæiske olie været meget dyr, især i den norske del af Nordsøen, men nu går også det i den rigtige retning igen, siger olieanalytiker hos Danske Bank, Arne Lohmann.
Prisfald i den størrelsesorden er yderst sjældne over så få dage. Ikke desto mindre betyder det, at du lørdag kan tanke den mest almindelige benzin _ 95 oktan _ til 12,99 kroner per liter.
Mandag formiddag skruer benzinselskaberne en tand op for benzinfesten og klokken 10.00 mandag formiddag lyder listeprisen herefter på 12,93 kroner.
Prisen for 92 oktan og 98 oktan falder ligeledes med henholdsvis 8 og 6 øre lørdag og mandag, og begge de to benzintyper vil mandag formiddag være faldet med 69 øre fra og med søndag den 14. oktober.
Det er ikke kun prisen på benzin, der er dykket voldsomt gennem den seneste uge. Prisen for en liter diesel er i siden søndag i sidste uge blevet 32 øre billigere, hvilket er en stor prisændring for diesel, der også traditionelt svinger mindre end benzin.
Modsat benzinprisen stiger diesel dog en anelse lørdag, nemlig med 2 øre.