Mere end 37 millioner kroner. Så meget brugte regeringen sidste år på særlige rådgivere til ministrene.
Det fremgår af det svar, som finansminister Bjarne Corydon (S) har sendt til Folketingets Finansudvalg, skriver Altinget.dk i dag.
Udvalget har både spurgt ind til, hvor stor regeringens samlede udgift til ministeriernes særlige rådgivere var i 2014, og bedt om at få oplyst de enkelte ministeriers udgifter.
Udenrigsministeriet topper
Af svaret står det derfor klart, at det er Udenrigsministeriet, der har brugt flest penge på de særlige rådgivere. Helt præcist er der gået 4.376.608 kroner til formålet.
Ministeriet råder dog også over hele to ministre, nemlig udenrigsminister Martin Lidegaard (R), og handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S).
På andenpladsen – og noget under Udenrigsministeriet – kommer Økonomi- og Indenrigsministeriet, der har brugt 3.253.764 kroner.
Det ministerium, der har brugt færrest penge på de særlige rådgivere, er Erhvervs- og Vækstministeriet. Her er der nemlig blevet brugt 939.419 kroner.
Se de enkelte ministeriers udgifter her.