Færre almindelige lønmodtagere skal betale topskat. Forurening skal koste mere i skat, og erhvervslivet skal have færre skattefordele. Sådan lyder et par af de ni punkter i et skatteudspil fra Socialdemokraterne og SF, kort før forhandlingerne om en skattereform går i gang.
Partierne vil blandt andet hæve grænsen for, hvornår danskerne skal betale topskat, fordi alt for mange grupper, der har mellemindkomster, bliver ramt af den højeste skattesats. I udspillet lyder det, at partierne er parate til at "flytte topskattegrænsen markant op". Derimod vil der ikke blive tale om at sænke topskatteprocenten.
SF og S har tænkt sig at stå sammen i forhandlingerne med regeringen om en skattereform - enten er begge med og ellers ingen af dem.
"Det er ni meget vigtige principper for linjen i en skattereform, som vi nu fremlægger, og det er et meget vigtigt skrift for en styrket og offensiv opposition, at vi kan gå sammen til forhandlingerne i den kommende tid," siger SF-formand Villy Søvndal.
De to partier havde også inviteret De Radikale med i deres fælles udspil, men der blev takket nej. De Radikale vil hellere fremlægge deres eget udspil.
De ni punkter i S og SF's skatteudspil:
1. Fuldt finansieret skattereform
2. Færre skattefordele til erhvervslivet
3. Højere skat på forurening
4. Mindre skattesnyd og bedre ligning
5. Lempelser af skatten for de lavestlønnede
6. Særligt indsats for lavtlønnede forsørgere
7. Færre skal betale topskat
8. Folkepensionisterne skal tilgodeses
9. Overførselsindkomster skal kompenseres for forureningsafgifter