Overborgmester Frank Jensen (S) holder hånden over sin politiske ordfører på Københavns Rådhus. Det sker, efter DSU-formand har kritiseret socialdemokraternes politiske ordfører Mette Reissmann for at være medlem af en A-kasse uden for LO.
I et åbent brev til overborgmesteren opfordrer DSU ham til at fyre Mette Reissmann som politisk ordfører.
Men det er helt ude i skoven, mener Frank Jensen.
"Mette Reissmann har stillet op til et interview som privatperson og talt om sit civile job – ikke om fagforeninger. Det hverken kan eller vil jeg forbyde. DSU’ernes angreb på et dygtigt gruppemedlem og partiets politiske ordfører er i min optik helt ude af proportioner," skriver Frank Jensen i en mail til Avisen.dk.
Han afviser enhver snak om at gå ind i sagen.
"Jeg vil ikke blande mig i Mette Reissmanns personlige a-kasseforhold. Det mener jeg grundlæggende også, at DSU burde holde sig for voksne til."
Den kendte TV-vært fra TV3-programmet Luksusfælden blev politisk ordfører for Socialdemokraterne i København. Men A-kassen ASE ligger i hård konkurrence med LO's A-kasser og er derfor ikke DSU's kop te.