Real Madrid-stjernen Cristiano Ronaldo scorer tit hattrick i den bedste spanske fodboldrække, men portugiseren havde inden onsdagens udekamp mod Ajax aldrig gjort det i Champions League.
Derfor tøvede Ronaldo ikke med at tage kampbolden med sig hjem, da han scorede tre gange i Madrid-holdets 4-1-sejr.
- At score tre mål er vigtigt for mig, og jeg er meget glad, siger Ronaldo ifølge Reuters.
- Disse genstande er altid meget vigtige for mig, men det mest vigtige er holdet og de resultater, vi laver sammen, lyder det fra angriberen.
Han roser sit holds sejr over hollænderne og kigger optimistisk frem mod weekendens El Clasico mod Real Madrid i Primera Division.
- Det var en meget komplet indsats fra vores side, og det er meget vigtigt at booste vores selvtillid inden næste kamp, siger Ronaldo.
Sejren i Amsterdam bringer Real Madrid op på seks point for to kampe i gruppe D. Her følger Borussia Dortmund efter med fire point, mens Manchester City har et point og Ajax ingen efter to nederlag.
/ritzau/