I den tyrkiske grænseby Akcakale, der onsdag blev ramt af et dødelig granatangreb fra Syrien, er der roligt fredag formiddag. Men den tyrkiske hær har sendt et større antal soldater, kampvogne og antiluftskyts til byen.
Adskillige militærkøretøjer kører patruljer rundt om i byen, der ligger lige over for den syriske by Tall al-Abyad, hvorfra de dødelige granater blev affyret.
Fem mennesker, to kvinder og tre børn, omkom ved granatnedslaget.
Lokale beboere på den tyrkiske side krydser uden problemer grænsen til Syrien, hvor de går over med vand og mad til nødlidende syrere.
Drabet på de fem tyrkiske statsborgere har forværret forholdet mellem de to mellemøstlige nabolande og øget spændingerne i grænseområdet.
Det er første gang under opstanden mod den syriske præsident, Bashar al-Assad, at syriske granater har dræbt tyrkiske statsborgere.
Men mens der er roligt i grænseområdet, fortsætter konflikten mellem syriske oprørere og syriske regeringssoldater flere steder inde i det borgerkrigshærgede land.
Syriske krigsfly angreb fredag beboelsesområder i byen Homs, siger Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.
Det er første gang, at det syriske militær har indsat bombefly mod oprørere i Homs, siden opstanden begyndte i marts i fjor.
En serie af store eksplosioner kunne ses og høres i flere bydele, men der er foreløbig ingen oplysninger om dræbte eller sårede.
- Det ser ud til, at styret i Damaskus er i vanskeligheder. De har tilsyneladende kun krigsfly til indsatsen mod oprørerne i Homs, siger aktivisten Abdel Rahman.
Ved en anden episode i Homs-provinsen blev fire medlemmer af en familie dræbt, da de blev ramt af skud fra regeringssoldater.
/ritzau/AFP