Restaurationsbranchen gør ansatte syge

Finanskrisen og høj arbejdsløshed får restaurationsansatte til at hænge fast i en hård og opslidende branche.

Ansatte i restaurationsbranchen bliver syge af deres arbejde som aldrig før. På otte år er antallet af medarbejdere, som anmelder en arbejdsbetinget sygdom, næsten fordoblet. Det skriver Avisen.dk.

- Det her er et billede på en branche, hvor man ikke har styr på arbejdsforholdene, vurderer arbejdsmiljøforsker Henrik Lund fra Roskilde Universitet i Avisen.dk.

I 2003 fik Arbejdsskadestyrelsen 214 anmeldelser fra ansatte på hoteller og restauranter om erhvervsbetingede sygdomme. I 2011 var antallet steget med 93 procent til 414 årlige anmeldelser.

Flere kilder peger dog på, at det reelle tal sandsynligvis er meget større, da der i branchen ikke er tradition for at anmelde arbejdsskader.

Årsagen til den voldsomme stigning er, at finanskrisen og den høje arbejdsløshed får medarbejderne til at hænge fast i en hård og opslidende branche.

- Det her er ikke en branche, hvor man skal blive hele livet. Men man bliver der jo, hvis der ikke er andre job. Ansatte går langt for at bevare deres arbejde, og de går også længere, end deres helbred kan klare," siger arbejdsmiljøforsker Henrik Lund.

Flere 3F-lokalafdelinger bekræfter over for avisen.dk, at erhvervssygdomme er et stort problem i restaurationsbranchen. De oplever en klar stigning i antallet af medarbejdere, der henvender sig, fordi jobbet har ødelagt deres helbred.

Hos brancheorganisationen Horesta. Understreger man, at der blandt Horestas medlemmer er tegnet overenskomst for personalet, men henviser til de mange hoteller og restaurationer, som ikke har overenskomst.

"Det er måske hos dem, problemerne ligger," siger Poul Gemzøe-Enemark, juridisk direktør hos Horesta.

Ifølge arbejdsskadestyrelsen er det først og fremmest hudsygdomme, problemer med armene og psykiske problemer som for eksempel stress, som medarbejdere i hoteller og restauranter får af at passe deres arbejde.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.