Allerede på deres første dag som ministre er der uenighed om SF's linje mellem partiets nye formand, Annette Vilhelmsen, og den nye skatteminister, Holger K. Nielsen.
Det skriver Information.
Mens Holger K. Nielsen støtter fuldt og fast op om regeringens regnemodeller, ønsker Annette Vilhelmsen fortsat at udfordre den måde, hvorpå den økonomiske politik bliver til i regeringen.
Begge nye SF-ministre har tidligere kritiseret regeringens regnemodeller. Holger K. Nielsen har i Information kaldt det "ren voodoo", når Finansministeriets embedsmænd og regnemodeller sætter lighedstegn mellem, at lavere skat sender flere i arbejde.
Annette Vilhelmsen har under SF's formandsvalgkamp foreslået, at økonomer gennemgår regeringens økonomiske modeller for "blinde pletter", som hun udtrykte det i Information.
- Jeg synes, at man skulle få nogle økonomer til at se på det - og økonomer af forskellig slags og nogle som har særligt fokus på, hvordan det vil se ud, hvis vi tager de grønne regnemaskiner frem, sagde Annette Vilhelmsen i valgkampen.
Men Holger K. Nielsen mener nu ikke længere, der er behov for at ændre på den måde, regeringens finanspolitiske beregninger bliver til på.
- Jeg står selvfølgelig fuldstændig bag regeringens regnemodeller og regeringens tilgang til den økonomiske politik, siger Holger K. Nielsen ifølge Information.
Han understreger dog, at regnemodeller altid kan diskuteres.
- Det gør fagøkonomer også, men jeg står fuldstændig bag regeringens økonomiske regnemodeller, siger han.
Ved Annette Vilhelmsens tiltrædelsesreception i Erhvervs- og Vækstministeriet undsagde hun dog sin nye skatteminister.
På spørgsmålet om, hvorvidt hun stadig vil udfordre Finansministeriets regnemetoder, svarede hun:
- Jamen, det gør jeg. Vi kan allerede nu se, at Danmarks Statistik kommer med nogle eksempler på, hvordan man arbejder med det grønne.
- Der kommer også noget omkring det sociale område. Det har været givtigt at sætte spørgsmålstegn ved det, og jeg har også fået nogle rigtigt gode svar, tilføjer hun.
Hun pointerer dog, at det ikke handler om ændre selve regnemetoden, men om at finde nogle "supplementsmuligheder".
/ritzau/