DE GODE viljer står i kø. Statsminister Lars Løkke. Undervisningsminister Merete Riisager. Folketingets partier, faglige organisationer og arbejdsgivere. Alle er forbløffende nok helt enige. Vi skal have flere til at vælge en erhvervsuddannelse.
Behovet skriger til vores fremtid. I 2025 kommer der ifølge prognoserne til at mangle 70.000 faglærte. Det er skræmmende mange og kalder på handling nu.
Problemstillingen er ikke ny. Skiftende regeringer og politikere har søgt at skrue på uddannelsernes forløb. I 2015 ville man løfte prestigen ved at vælge en erhvervsuddannelse. Blandt andet ved at indføre karakter krav i dansk og matematik. Men det til trods vælger alt for få at søge en uddannelse som tømrer, tjener, frisør mv.
REGERINGEN ANGRIBER udfordringen med en økonomisk ”snurren rundt med pengene”, som statsministeren kalder det. Regeringen tilfører 2 milliarder kroner over 4 år, men fastholder det såkaldte omprioriteringsbidrag, der tvinger erhvervsskolerne til som andre institutioner at spare 2 procent hvert år. Det svarer til, at man fortsat tager penge, og i dette tilfælde giver en hel del igen. For erhvervsuddannelserne ender det i sidste ende med et plus. Ifølge regeringen.
De 12 forslag regeringen lægger frem er ganske fornuftige. Lad mig blot nævne disse: Folkeskolen skal i højere grad give unge interesse for praktiske fag. Alle elever skal prøve kræfter med teknik, service og konstruktion i folkeskolen.
Alle folkeskoleelever skal udfordres på deres valg af uddannelse og ikke se gymnasiet som eneste mulighed. Lærere i folkeskolens ældste klasser skal være bedre til at åbne elevernes øjne for andre muligheder.
Erhvervsuddannelser skal have et bedre image, og der skal være mere begejstring for fagene. Der skal komme flere gæstelærere som underviser på skolerne - for eksempel en Michelin-kok eller en kendt snedker.
Der skal være mere attraktive studiemiljøer på erhvervsskolerne, hvor der bliver taget godt mod nye elever. Der skal være faste traditioner, når man afslutter sin uddannelse.
DISSE AMBITIONER handler alle om at ændre kultur. At gøre det lige så ok at vælge en erhvervsuddannelse som gymnasiet. For hvem rådgiver unge om, hvad der skal ske efter skolen? Det gør især mor – og i nogen grad far. Den praksis er svær at lovgive om!
Tidligere undersøgelser viser, at mor oftest er den person, de unge spørger til råds.
Forældre vil typisk være tilbøjelig til at rådgive om ”det sikre” og den uddannelse, der giver de største muligheder i forhold til videreuddannelse på akademisk niveau. Desuden betyder traditioner og fester meget i vores oplevelser af en ungdomsuddannelse. Studenter får huer på.
I gymnasiet har man klasser og et rigt socialt liv. Markører på en tid og et liv erhvervsuddannelser ikke har på samme måde. Så det giver enorm mening, at erhvervsuddannelser gør mere stads ud af eleverne og de sociale muligheder.
Mor (og alle andre) er også påvirket af den kroniske mangel på praktikpladser. Sofie bliver ikke stoppet efter 1G, fordi der ikke er pladser nok i 2G. Hun bliver heller ikke tilbudt en anden løsning, som på erhvervsuddannelser kaldes skolepraktik. Det eneste, der afskærer Sofie fra at blive student, er, hvis hun dumper til eksamen.
SOM LED i mit tidligere arbejde i 3F, var jeg sammen med en række kolleger sidste år i Schweiz. Her er det normen, at en generation tager en erhvervsuddannelse. Det er faktisk det modsatte billede af i Danmark. Det logiske spørgsmål vi havde med os fra Danmark, var: Hvordan gør de det?
Der er flere svar. I Schweiz er det kultiveret, at virksomheder over hele landet har lærlinge. De er fremtidens arbejdskraft, og selv om virksomheden ikke selv ender med at ansætte lærlinge, så gør andre, og der er faste forløb i langt de fleste virksomheder for at have lærlinge og vekselforløb med uddannelser. Det er stærkt kultiveret gennem mange år.
Desuden skal alle elever i 8. klasse tage en akademisk prøve. Ikke særlig mange består, så vanskelig er den. Og man skal bestå den prøve for at kvalificere sig til gymnasialt niveau.
Til gengæld – og det er meget vigtigt – kan man godt kvalificere sig senere i ungdomslivet. Altså efter en erhvervsuddannelse, og ingen har taget skade af at lære noget praktisk i alderen 15 til 18 år. De unge skal selv ansøge og lære at præsentere sig for en kommende arbejdsgiver, og der er en læring i at være opsøgende over for virksomheder.
Andre lande har også større succes med at få unge til at tage og gennemføre en erhvervsuddannelse. Vi kan håbe, at denne gang får vi held med at vende den dårlige udvikling. Penge og gode viljer alene gør det ikke. Vi skal have kulturen – og mor med!
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.