Der bliver brug for både gummistøvler, vindjakke og vandtæt beklædning, når efterårsferien begynder i weekenden.
- Et lavtryk skal forbi Danmark, og det giver mange skyer og perioder med regn eller byger, lyder vejrmeldingen fra vagtchef Frank Nielsen fra DMI.
Fredag begynder ellers tørt med flere solskinstimer, og vejret minder en kort overgang om sidste års start på ferieugen, hvor solen bragede løs.
Men i løbet af eftermiddagen vender vejrbilledet. Flere skyer sniger ind over landet fra sydvest, og når mørket falder på, blæser det op, og regnen kommer.
Det gråvåde blæsevejr varer ved helt til lørdag eftermiddag, hvor det langsomt begynder at klare op fra sydvest.
- Lørdag bliver mest rå med en jævn til hård vind fra sydøst og øst, men til gengæld bliver der så gode muligheder for at samle nedfaldne kastanjer, når først regnen har sluppet.
- De første, der kan komme ud i tørvejr, bliver vendelboerne, fortæller meteorologen.
Søndagen bliver mere rolig. Vinden løjer af flere steder, og der bliver længere imellem de vedvarende regndryp.
- Vi får godt nok fortsat mange skyer og lidt regn eller byger af og til, men ikke nær i de mængder lørdagen byder på.
- Derudover har vinden lagt sig i det meste af landet, hvor den derfor kun bliver svag til frisk fra skiftende retninger. I den nordlige del af landet er der dog stadig mulighed for hård vind fra øst, siger Frank Nielsen.
Temperaturerne rammer i weekenden et klassisk oktober-niveau: 10-12 grader om dagen, og fem til 10 grader om natten.
Natten til mandag bliver det dog noget koldere, og derfor skal morgentrafikanterne være varsomme, når de bevæger sig ud på vejene.
- Det klarer nemlig op en overgang, og så falder temperaturen til mellem to og syv grader. Det betyder, at trafikanter mandag morgen skal være ekstra opmærksomme på faren for glat føre, når de passerer udsatte steder, lyder advarslen fra vagtchefen.
/ritzau/