En mand er indlagt med alvorlige kvæstelser, efter han natten til søndag blev overfaldet i det nordvestlige København.
Kort før klokken 02 fik en cyklist øje på manden, der lå bevidstløs nær et stisystem ved Ruten i Brønshøj. En ambulance fik hurtigt bragt den sårede mand til Rigshospitalets Traumecenter, hvor lægerne kæmper for at redde hans liv.
- Han har nogle hovedtraumer og er stukket med kniv i den ene balle. Hans tilstand er alvorlig - han er i livsfare, siger central efterforskningsleder Emil Jensen fra Københavns Politi.
Politiet ved endnu ikke, hvad der er sket med manden, som i øjeblikket ligger på operationsbordet.
- Vi kan ikke sige, om det er slag, eller hvad det er. Men vi er helt klart af den opfattelse, at han er blevet overfaldet, og vi vil meget gerne høre noget fra vidner i området, fortæller efterforskningslederen.
Politiet er usikre på, hvem manden er. Han havde intet id på sig, og var iført pyjamasbukser og en varm sweater, da han blev fundet i det øde og tætbevoksede område.
- Lige nu har vi ikke identificeret ham, og vi er meget interesseret i at vide, hvis der er nogle pårørende, der savner ham, siger Emil Jensen.
Offeret er cirka 30 år og arabisk af udseende. Han har karseklippet sort hår, og cirka en centimeter skægvækst. Han er normal af bygning, cirka 180 centimeter høj og så har han et tre centimeter langt ar på venstre inderlår, oplyser politiet.
/ritzau/