Amagermanden, der mandag blev kendt skyldig i to drab og seks voldtæger, er nu sammen med en medsammensvoren sigtet for forsøg på at smugle sin sæd ud af fængslet.
Københavns Politi oplyser, at Marcel Lychau Hansen og en anden person er sigtet for at smugle sæden ud med henblik på at overfalde et offer og hælde sæden ud over offeret eller gerningsstedet.
Fremgangsmåden er usædvanlig, men ud fra den psykologiske profil af Marcel Lychau Hansen, der er tegnet i den retspsykiatriske undersøgelse, er det ikke overraskende, mener retspsykiater Henrik Day Poulsen.
"Den personprofil, der er blevet tegnet ud fra mentalundersøgelsen, viser en selvcentreret og afstumpet mand med psykopatiske træk, og derfor er jeg ikke overrasket over, at han kan finde på noget så kynisk, som det vi hører her," siger han til Newspaq.
Kun meget få personer i samfundet matcher en personprofil som Marcel Lychau Hansens. Og derfor er det også højst usædvanligt at udtænke en så "kynisk" plan, siger Henrik Day Poulsen.
Men den samme kompromisløse adfærd findes ikke kun blandt sædelighedsforbrydere.
"Hvis man skal drage paraleller, kan man se for eksempel se på bandeverdenen, hvor der findes personer, der gennem kidnapninger, tortur og andet forsøger at unddrage sige straf. Så det er ikke ukendt, at folk med psykopatisk adfærd kan finde på noget så kynisk," siger Henrik Day Poulsen.