It-virksomheden CSC har ansat en såkaldt union buster, der får penge for at forpurre forhandlingerne med fagforeningen.
Sådan lyder anklagen fra de it-ansattes forening Prosa, der i øjeblikket lægger arm med it-giganten.
Anklagen bunder i, at CSC har hyret en advokat fra Kromann Reumert, Jens Lund Mosbek, til at stå i spidsen for CSC i forhandlingerne med Prosa.
Og de forhandlinger er gået alt andet end godt.
"Jeg tror, han er hyret til det job at gøre det umuligt at lave en aftale, ja. Han er professionel og venlig, men han har bare sørget for, at der ikke skete noget," siger næstformand i Prosa, Hanne Lykke Jespersen, til Ugebrevet A4.
Overenskomstforhandlinger er kørt helt fast, og 120 ansatte er lockoutet.
Prosa har svaret igen ved at varsle strejker for 40 ansatte i denne måned, og senere for 400 medarbejdere fra 1. juni.
CSC afviser, at advokat Jens Lund Mosbek er hyret til at ødelægge forhandlingerne.
Det samme gør hovedpersonen selv.
"Min rolle er ingenlunde så eksotisk, som Prosa vil gøre det til. Jeg er advokat og partner i Kromann Reumert med speciale i løn- og ansættelsesforhold, og det er min rolle at rådgive virksomheder til at få så godt et forhold som muligt til medarbejderne," siger Jens Lund Mosbek til Ugebrevet A4.