Prisen på den historiske sønderjyske kro Holdbi Kro er endnu en gang blevet skåret til.
Det skriver JydskeVestkysten.
Den over 300 år gamle kro blev for tre år siden sat til salg for 3.995.000 kroner.
Nu har ejerne hos Aage Damgaard ApS i Herning skåret endnu en stor slat kroner af salgsprisen, så den nu lyder på 1,5 millioner kroner.
Holdbi Kro ligger på Aabenraavej tæt ved den dansk-tyske grænse ved Kruså og kan dateres til før 1737.
Prisen på den historiske landevejskro, som gennem historien har kunnet bryste sig af en kongelig og hertugelig bevilling, blev i 2023 sat ned til 3,5 millioner kroner, og senere samme år skåret ned med yderligere en halv million kroner.
For et års tid siden landede prisen på to millioner kroner, og nu er prisen altså 1,5 millioner kroner.
Den prismæssige nedtur tog fart, da forpagteren Peter Rømer valgte at stoppe i efteråret 2022.
Peter Rømer var begyndt som forpagter i september 2018 restaurantkæden A Hereford Beefstouw havde pillet skiltene efter 37 år, som et bøf-mekka i grænselandet.
Dengang kunne kroen heller ikke sælges.
Familievirksomheden Aage Damgaard ApS ejer i dag restauranter, mikrobryggerier og pop up-restauranter i ind- og udland, og er blandt andet til stede på Smukfest, i Tivoli, i Australien og på Grønland.