Prisen på en bitcoin har onsdag for første gang nogensinde rundet 90.000 dollar - svarende til 630.000 kroner.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Verdens største og bedst kendte kryptovaluta er mere end fordoblet i værdi sammenlignet med tidligere på året.
Kursen på bitcoin er gået hastigt op siden Donald Trumps sejr ved det amerikanske præsidentvalg i sidste uge.
På markedet er forventningen, at kryptovalutaer får favorable forhold, når Trump indtager Det Hvide Hus, og det afspejles altså allerede i kurserne.
Trump indsættes som præsident 20. januar.
Han talte under sin præsidentkampagne varmt om digital valuta, og han har lovet, at han vil gøre USA til verdens hovedstad for kryptovaluta.
Han har desuden i efteråret lanceret sin egen kryptovalutaplatform med navnet World Liberty Financial.
Op til valget brugte Trump bitcoin til at betale for burgere på en restaurant i New York City. Købet omtalte han som en "historisk handel".
Bitcoin, der er den mest udbredte kryptovaluta, blev lanceret i 2009 af en anonym computerprogrammør eller gruppe, der kaldte sig Satoshi Nakamoto.
Bitcoin er reelt computerfiler, der opbevares i en digital tegnebog. De kan bruges som betaling, og alle transaktioner registreres på en offentligt tilgængelig database kaldet blockchain.
Der findes knap 20 millioner bitcoin. De bliver skabt af avancerede computere, og der kan maksimalt blive udviklet 21 millioner styk.
Opturen for bitcoin begyndte for alvor i midten af januar, da det amerikanske børstilsyn for første gang gjorde det muligt at handle med indeksfonde, der følger bitcoin, på de amerikanske børser.
/ritzau/