Der har i de seneste dage været talt og skrevet meget om kulturen og de overgreb, der er fundet sted på Herlufsholm Kostskole som følge af TV2-dokumentaren “Herlufsholms hemmeligheder”.
Nu røber skolens tidligere rektor Klaus Eusebius Jakobsen endnu en hemmelighed fra sin tid som rektor på skolen.
I et interview med TV2 Øst fortæller den tidligere rektor først, at han er “særdeles chokeret og meget ked af, at det (voldsepisoder og overgreb, red) har kunnet finde sted”. Herefter bliver han spurgt om skolen bevidst har holdt hånden over de mest privilegerede elever - herunder medlemmer af kongefamilien.
Det afviser ex-rektoren, som kommer med et eksempel:
- Vi havde en elev her for nogle år tilbage, som var medlem af den kongelige familie. Folk ved godt, hvem jeg taler om. Han overskred en af skolens alkoholregler, og jeg må sige, at jeg var iskold. Der var slet ikke nogen tvivl om, at den dreng skulle have en advarsel, og det fik han. Så blev hans far i øvrigt orienteret om det, og det er, mener jeg, et meget godt eksempel på, at det der med, at vi holder hånden over særlige grupper, har intet som helst på sig, siger Klaus Eusebius Jakobsen, der var rektor på skolen fra 1993 til 2016.
Han bekræfter, at der er tale om Prins Nikolai.
Prins Nikolai, der i dag er 22 år, gik på Herlufsholm fra 2014 til 2018. Hans mor, Grevinde Alexandra, bekræfter overfor Ekstra Bladet, at prinsen fik en advarsel og blev hjemsendt et par dage.