Silkeborg afsluttede ikke godt nok i lørdagens 1-2-nederlag hjemme til Randers FC i Superligaen.
Det siger bundholdets træner, Keld Bordinggaard.
- Vi kommer ikke over stregen i dag, fordi vi ikke får forvaltet vores meget store chancer. Det lukker Randers ind i kampen, og derfor står vi tomhændede tilbage.
- Det er tungt at tabe fodboldkampe på denne måde, når man har så store chancer. Og det er selvfølgelig ekstra tungt, når man ligger der, hvor vi gør lige nu, siger Keld Bordinggaard til DR Sporten.
Silkeborg er på Superligaens 11.-plads noteret for 11 point efter 14 kampe.
/ritzau/