Din tv-udbyder er glad for, at du er kunde hos dem - og de vil nødigt miste dig.
Faktisk er der kroner at spare, hvis du griber knoglen og fortæller din udbyder, at du overvejer at skifte til en af konkurrenterne. Ofte vil din udbyder tilbyde at sætte prisen ned. Det viser et forsøg, som Søndagsavisen har lavet.
I forsøget ringede kunder hos YouSee, Viasat og TDC til deres udbydere og sagde, at de ville opsige deres abonnement.
Det gav pote for både YouSee- og Viasat-kunden. Viasat-kunden fik sin tv-pakke for 1.800 kroner mindre om året, og YouSee gav sin kunde tre måneder gratis tv.
"Det er en god nyhed, at der er så meget rabat at hente, og at det er så enkelt at hente den," siger Martin Salamon, chefkonsulent i Forbrugerrådet, til Søndagsavisen.
Selvom kunden hos TDC ikke fik nogen rabat, viser en undersøgelse, som Interresearch har lavet for Søndagsavisen, at næsten alle udbydere er villige til at forhandle.
Her viste det sig, at over halvdelen af undersøgelsens deltagere havde haft held med at prutte om prisen.
"Det er et tegn på, at mange forbrugere har betalt for meget i for lang tid," siger Martin Salamon til Søndagsavisen.
Kilde: Søndagsavisen