Den danske landsholdsangriber Yussuf Yurary Poulsen og hans holdkammerater i RB Leipzig var så godt med i bundesligakampen hjemme mod Borussia Dortmund lørdag aften, at den langt fra lignede et opgør mellem en oprykker og den seneste sæsons nummer to.
Som sådan må RB Leipzigs overraskende 1-0-sejr også siges at være helt fortjent.
Matchvinder blev Naby Keita med sin scoring i det 89. minut.
Med sejren er RB Leipzig fortsat ubesejret efter to kampe i denne sæson og har fire gode point på kontoen. Dortmund har tre.
Første halvleg bød ikke på de store chancer. Yussuf Poulsen viste dog prøver på sine store evner udi kontraangreb, da han efter 16 minutter stod klar inde foran mål efter en omstilling, men Dortmund-forsvaret fik lige netop raget tværpasningen fra venstre uden om danskeren.
Tættest på scoring var Dortmunds André Schürrle efter en halv time, hvor han trak sig fri og afsluttede lige forbi den ene stolpe.
I anden halvleg fortsatte kampen som en prøvelse i fysisk styrke og intensitet mere end godt spil, og RB Leipzig var fortsat helt med i opgøret.
Også Poulsen viste god fysik, før den tidligere Lyngby-spiller blev skiftet ud godt 20 minutter før tid til fordel for den 19-årige skotske midtbanespiller Oliver Burke.
Burke markerede sig straks med en fin stikning til Timo Werner, som tvang Dortmund-målmand Roman Bürki ud i en god redning. På det efterfølgende hjørnespark ti minutter før tid måtte Dortmund-forsvaret afværge på målstregen.
Dortmund var tæt på med en afslutning fra André Schürrle på overliggeren, men værterne fik det sidste ord, da Burke fandt 21-årige Naby Keita tæt under mål. Han satte bolden højt i nettet til voldsom jubel på Red Bull Arena.
I sæsonens første spillerunde hentede RB Leipzig 2-2 i Hoffenheim, mens Dortmund vandt 2-1 hjemme over Mainz.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.