Ajax har tabt de seneste fire kampe mod Real Madrid uden at lave et mål, men den hollandske mesterklub har alligevel en chance for at slå de spanske favoritter Real Madrid i Champions League-kampen i Amsterdam onsdag aften.
Det mener en af Ajax' danskere, Christian Poulsen, der regner med, at den første kamp mod Dortmund gav hans holdkammerater tro på egne evner i den stærke gruppe, selv om Ajax tabte kampen 0-1.
- I Dortmund gjorde vi mange ting rigtigt, men faktum er, at vi har nul point. Næste skridt er at få point. Vi må tro på de ting, vi gør og tage de gode ting fra Dortmund-kampen med til kampen mod Real Madrid.
- Vi brændte store chancer mod Dortmund. Det skal vi gøre bedre, men det giver os selvtillid, at vi i det hele taget skaber chancer, lød det ifølge Ajax' hjemmeside fra Christian Poulsen på pressemødet dagen før Real Madrid-kampen.
Den hollandske storklub har vundet Champions League og forgængeren Europa Cup for mesterhold fire gange.
Men at klubbens storhedstid ligger nogle år tilbage, viser det faktum, at Ajax er gået målløs fra banen i fire af klubbens sidste fem hjemmekampe i Europa.
- Ser man på evner og erfaring er Real Madrid længere fremme, end vi er, erkender Ajax-træner Frank de Boer.
- Jeg håber, at de fremskridt, vi har gjort som hold, kan ses i kampen. Nu er det tid til at score mod Real Madrid, lyder det fra de Boer.
/ritzau/