En tysk parlamentariker fra partiet Die Linke indrømmer at have smuglet en afrikansk flygtning fra Italien ind i Tyskland.
Over for det tyske nyhedsbureau dpa bekræfter Diether Dehm en historie i avisen Bild, som søndag har skrevet om episoden.
Den 66-årige politiker ønsker ikke at sige mere af hensyn til den unge afrikaner, lyder hans begrundelse.
Bild skriver dog lidt mere om den ulovlige gerning.
Ifølge tabloidavisen havde Diether Dehm kørt afrikaneren til sit feriehus ved Maggioresøen i Italien. Her havde flygtningen været nogle dage, inden Dehm havde kørt ham gennem Schweiz til Tyskland.
I Tyskland havde politikeren overleveret flygtningen til folk, som arbejder med modtagelse af migranter og flygtninge.
Den unge mands drøm var at blive genforenet med sin far, fortæller Dehm. Han blev ikke registreret ved grænsen, siger Die Linke-politikeren.
Selv om menneskesmugling er ulovligt i Tyskland - som det også er i Danmark - fortryder Dehm ikke noget.
- Jeg har det godt med mig selv, siger han til det tyske nyhedsbureau.
/ritzau/dpa