En 14-årig dreng fra Århus-området mistede i nat livet, da han sammen med sin 17-årige storebror forsøgte at undslippe politiet. Ulykken skete på Hørretvej ved Mårslet syd for Århus.
Som det er kutyme i ulykker som denne, er statsadvokaten nu gået ind i sagen. Hun skal komme med en redegørelse for hele hændelsesforløbet for at klarlægge, om politiet kan bebrejdes.
"Vi har afhørt de to betjente, vi ved at den 14-årige afgik ved døden, og vi ved at den 17-årige er indlagt på sygehuset," siger statsadvokat for Nord- og Østjylland, Kirsten Dyrman, til Newspaq.
Hun forklarer, at ulykkens karakter påvirker sagens forløb.
"Det her er en ubehagelig sag specielt for de pårørende, men også for de politifolk, der har været involveret i ulykken."
Den 17-årige bror vil blive afhørt om sagen, når han er kommet sig oven på ulykke. Politiets tekniske undersøgelser på stedet vil ligeledes blive inddraget i afgørelsen, som første er klar om to måneder.