Fyns Politi undersøger tirsdag et muligt skyderi ved indvandrerbanden Black Armys klubhus på Nyborgvej i Odense.
Efter nogle timers tilstedeværelse i området kan efterforskerne tirsdag formiddag endnu ikke sige, om der faktisk er blevet skudt.
- Vi har fundet nogle spor, der indikerer, at der muligvis er blevet skudt. De skal nu undersøges nærmere af kriminalteknikerne, inden vi kan fastslå, om der blev afgivet skud eller ej, siger vicepolitiinspektør Jens Langdal fra Fyns Politi.
Der er ingen meldinger om tilskadekomne.
Det var personer i området, der klokken 05.03 tirsdag morgen anmeldte, at de havde hørt skud fra området omkring klubhuset.
- Vi har en mistanke om skud, så vi har afspærret et område omkring Ejby Møllevej, sagde vagtchef Kenneth Taanquist tidligere på morgenen til Ekstra Bladet.
Det formodede skyderi kommer, efter at der så sent som fredag eftermiddag blev skudt i Odense. Det skete i området ved Ejbygade og Kochsgade.
Anmeldelsen gik fredag på, at der var affyret mindst et skud i Ejbygade ved Sandhusvej klokken 17.05.
Angiveligt blev ingen ramt. Umiddelbart er der ikke yderligere oplysninger om baggrunden for dette skyderi.
/ritzau/