Politiet sprængte fredag adskillige krysantemumbomber i Valby. Fyrværkeriet blev fundet i en busk i Vigerslevsparken ved nogle boldbaner.
Københavns Politi valgte at afspærre området, og med hjælp fra Forsvaret blev det gamle fyrværkeri sprængt i luften.
Bortsprængningen af fyrværkeriet skete, fordi det var for farligt at fjerne det.
- Krysantemumbomberne er sprængt i luften, fordi bomberne bliver ustabile i krudtet, når de bliver våde, siger vagtchefen hos Københavns Politi, Henrik Svejstrup.
- Derfor var det simpelthen for farligt at flytte dem, siger han.
I parken fandt politiet samlet set 29 krysantemumbomber. Politiet beskriver fyrværkeriet som hittefyrværkeri og ved ikke, hvor det stammer fra.
/ritzau/