Den unge teenager, Mie Faith Arp på 16 år fra Læsø, har været forsvundet siden torsdag.
"Selv om 16-årige kan få gode ideer, plejer hun at være i kontakt med familien, om ikke andet så via Facebook, og det har hun ikke været. Derfor har vi sendt en eftersøgning ud af hende nu. Vi opererer ikke efter teorien, at der er tale om en drabssag. Det er klart, at det er i baghovedet, men der er intet, der indikerer det. Måske snarere at hun har nogle venner, som hun måske ikke ville have, at familien ikke skulle kende til," siger politikommissær ved Nordjyllands Politi, Kristian Thomsen, til Newspaq.
"Vi vil bare gerne have livstegn, så familien kan blive beroliget. Vi håber, hun selv reagerer," tilføjer han.
Han oplyser, at der allerede er kommet flere interessante henvendelser om Mie. Hun har taget færgen fra Læsø til Frederikshavn, og det nyeste er, at hun er blevet set på toget torsdag aften til Aalborg kl. 22.50. Via Facebook-chat har hun også været i kontakt med to forskellige torsdag aften, der bekræfter togturen til Aalborg.
"Der er også kommet en henvendelse, som vi er i gang med at efterforske. Der er en, der efter sigende har været på Facebook-chat med Mie i nat, altså natten til søndag," oplyser politikommissær Kristian Thomsen til Newspaq.
Selv om mange unge i den alder vælger at lave et forsvindingsnummer i et par dage, er det aldrig sket før med Mie fra Læsø.
"Hun har ikke været forsvundet før. Der er også flere aftaler, hun ikke har overholdt, som gør, at vi reagerer. Hun skulle for eksempel besøge en kammerat i Frederikshavn, som skulle passe nogle dyr for hende, som hun ikke har overholdt," siger politikommissæren.