En af politiets patruljevogne er onsdag eftermiddag kørt galt i Slagelse under forsøget på at stoppe en stjålen bil.
Biltyven er dermed to gange onsdag sluppet fra ordensmagten.
- Patruljevognen er totalskadet og kan ikke køre videre, lyder meldingen fra vagtchefen hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Uheldet er sket på Schweizerpladsen midt i Slagelse.
Den såkaldte eftersættelse havde på det tidspunkt stået på i cirka en halv time.
Mens betjentene blev sat ud af spillet, kunne føreren af den stjålne sorte BMW fortsætte sin kørsel.
Ingen personer er kommet noget til i forbindelse med uheldet.
Ærgrelsen er ekstra stor hos politiet, fordi føreren af den stjålne bil en gang tidligere onsdag undgik at blive fanget.
/ritzau/