Københavns Politi beskyldes af en advokat for at have overtrådt loven ved at udlevere en telefonaflytning til Skat.
Også Politiklagenævnet mener, at politiet er gået over stregen.
Sagen begyndte, da politiet mistænkte en rocker i en drabssag og i den forbindelse havde fået en dommers tilladelse til telefonaflytning.
Den alvorlige straffesag faldt dog til jorden. Alligevel udleverede politiet aflytningen til Skat, som ville bruge de fortrolige oplysninger i en almindelig retssag om et udlæg i fogedretten.
Rockerens advokat, André Rouvillain, har bedt anklagemyndigheden om at undersøge udleveringen til Skat.
- Der er strenge betingelser i retsplejeloven for at kunne aflytte borgere. Men beskyttelsen af borgerne skrider, hvis en myndighed bare kan give de fortrolige oplysninger videre til en anden myndighed, siger han.
- Skrækscenariet er, at der reelt ikke er nogen grænse for borgernes privatliv og ret til at kunne tale i fortrolighed, mener André Rouvillain.
Statsadvokaten for København har betragtet sagen som principiel men har afvist, at der sket noget strafbart eller kritisabelt.
- Det er et juridisk vanskeligt spørgsmål, som der ikke tidligere udtrykkeligt har været taget stilling til, siger statsadvokat Lise-Lotte Nilas.
Advokaten har dog fået støtte af Politiklagenævnet, som består af en advokat og to lægfolk. Nævnet mener, at der er grundlag for at rejse sigtelse mod to anklagere for udleveringen.
- Jeg mener, det er ulovligt. Overførsel af fortrolige oplysninger fra en straffesag til en civil sag kræver en udtrykkelig tilladelse i loven, siger advokat Rouvillain.
Flere forskellige lovregler er i spil. For eksempel står der i retsplejeloven, at båndoptagelser og andre resultater af politiets indgreb i folks privatliv skal tilintetgøres, hvis der ikke rejses en straffesag. Men det skete altså ikke.
For tiden overvejer Rigsadvokaten spørgsmålet. En afgørelse ventes inden jul, oplyses det til Ritzau.
/ritzau/