Fundet af liget af den 17-årige Emilie Meng har nu givet politiet flere spor at gå efter.
Det fortæller efterforskningsleder Søren Ravn-Nielsen, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. til BT.
- Det skrider fremad, for det, at vi har et nyt område at kigge på, betyder selvfølgelig noget, siger han.
Emilie Meng blev fundet død juleaftensdag i en skovsø ved Borup på Sjælland – næsten et halvt år efter, hun forsvandt.
Det sidste livstegn fra den unge teenager er fra Korsør Station en lun sommernat i juli. Her sagde hun farvel til sine veninder efter en bytur i Slagelse. Derefter valgte hun at spadsere de få kilometer fra stationen til forældrenes hus i Korsør Midtby på egen hånd.
Politiet har siden fundet af liget ledt efter mulige spor i og omkring Borup. Blandt andet har de forsøgt at identificere, hvilke mobiltelefoner der gik på masterne i området.
De har længe fokuseret efterforskningen på en hvid kassevogn, der er blevet set i Korsør natten til den 10. juli, hvor Emilie Meng forsvandt. Men politiet leder efter flere køretøjer, understreger Søren Ravn-Nielsen.
- Efterforskningen drejer sig dels om at forsøge at klarlægge, hvem der har været på de relevante steder både i Korsør og Borup. Så er der teletrafikken i områderne og de henvendelser, som vi har fået, så vi har masser at arbejde med, og efterforskningen har stadig høj prioritet, siger han til BT.
Emilie Meng blev begravet i Korsør den 19. januar.