Farlige piller er i omløb på Vesterbro i København.
Ifølge politiet er der tilsyneladende tale om nogle hjemmelavede piller, der gør, at man mister bevidstheden, når de indtages.
Pillerne er hvide og kaldes "F2ere". Folk i misbrugsmiljøet tror, at det er et nervepillelignende præparat, fortæller overlæge Peter Guldstad Skanning fra giftlinjen på Bispebjerg Hospital.
- Folk falder om, men omfanget ved vi ikke noget om, siger han til Ritzau.
Ingen er foreløbig døde efter indtagelse af pillerne, der nu er ved at blive analyseret nærmere.
Præcist hvor mange der har mistet bevidstheden efter indtagelse, har overlægen onsdag ved middagstid ingen informationer om.
Det er heller ikke klarlagt, om nogle af "ofrene" har været forbi skadestuen.
Kilder i miljøet har fortalt overlægen, at pillerne er hvide og har en ujævn overflade, og at det er ret tydeligt, at de er hjemmelavede.
Tilsyneladende er de ikke direkte forsynet med betegnelsen "F2ere".