Det var et bevidst forsøg på at dræbe en eller flere personer, da der natten til lørdag blev væltet en tung sten ned på Den Fynske Motorvej.
Det er politiets umiddelbare vurdering af sagen, hvor en sort granitsten røg ned på kørebanen nær Blommenslyst.
- Vi er meget interesserede i henvendelser fra offentligheden, siger politikommissær Finn Wegner fra Fyns Politi mandag.
Stenen vejer 39,8 kilo, og vægten er et af de elementer, som får den nye sag til at ligne hændelsen fra 21. august sidste år.
Dengang mistede en tysk kvinde på 33 år, Nelli Gosmann, livet, mens hendes mand Andreas blev alvorligt kvæstet, da der blev smidt en betonsten ned på motorvejen. Han lå i koma i flere uger og er i dag blind og plejekrævende døgnet rundt.
Parrets femårige dreng, der også sad i bilen, slap med overfladiske skrammer.
I den nye sag landede naturstenen mellem 20 og 50 meter fra et køretøj, oplyser Finn Wegner. En personbil, der kørte i østlig retning, nåede at undvige.
Politiet er interesseret i at høre om det, såfremt trafikanter på det relevante tidspunkt har set personer på broen ved Spedsbjergvej. Den ligger kun to kilometer fra den bro, hvorfra stenkastet skete sidste år.
Gerningstidspunktet i den seneste sag er lidt efter klokken tre natten til lørdag.
I øvrigt har politiet sikret dna-spor fra granitstenen, som er af den type, der ofte bruges i stensætninger i haver. Når undersøgelsen er klar, kan man sammenligne med tilsvarende spor fra sagen fra august sidste år.
Mandag formiddag har politiet allerede fået enkelte henvendelser.
- Men det er ikke noget, der har ført til et gennembrud i efterforskningen, siger Finn Wegner.
I sagen fra august sidste år har familiens bistandsadvokat i Danmark, Jan Holmén Olesen, varslet et erstatningskrav. Over for Ritzau har han bekræftet, at det godt kan blive i millionklassen.
Når man er offer for en forbrydelse, er man berettiget til erstatning. Ansøgninger afgøres af Erstatningsnævnet.
/ritzau/