Problemer med it-systemerne og manglende udsendelse af årsopgørelser for 2008, 2009 og 2010 til henholdsvis 9000, 11.000 og 12.000 kunder har fået Finanstilsynet til at melde pensionsselskabet Pensam til politiet.
Finanstilsynet mener ikke, at Pensam har reageret tilstrækkeligt og rettidigt, siger Annette Bjaaland Andersen fra Finanstilsynets forbrugerkontor:
- Efter vores opfattelse er der tale om en grov overtrædelse af reglerne på området, fordi problemet med de manglende årsopgørelser har stået på i flere år, og fordi Pensam allerede i 2008 fik påbud om at udsende årsopgørelser til alle kunder, siger hun.
Skulle det blive til en bødestraf, som det ofte ses i den type sager, erklærer Pensam Liv sig parat til at betale den.
- Vi tager sagen alvorligt og er parate til at betale en bøde for ikke at have overholdt reglerne.
- For at undgå at det vil ske igen, har vi centraliseret it-driften og øget det ledelsesmæssige fokus på området, siger Helen Kobæk, administrerende direktør i Pensam på selskabets hjemmeside.
Pensam har i alt 56.000 pensionsopsparere blandt sygehjælpere, beskæftigelsesvejledere, plejere, plejehjemsassistenter, portører, trafikfunktionærer og amtsvejmænd.
- Derudover kan jeg garantere, at vi i ledelsen har fuld fokus på at få sendt årsopgørelser ud til alle kunder. Det har vi i år, og det vil vi også have i årene fremover, siger Helen Kobæk.