Et dansk skib med tre danske officerer, fire søfolk fra Filippinerne og fem britiske sikkerhedsvagter ombord blev i morges angrebet af pirater ud for Somalias kyst.
Det oplyser det danske rederi Shipcraft A/S.
Skibet var på vej fra Europa til Singapore.
"Skibet blev angrebet af fem bevæbnede pirater, men heldigvis er der ikke sket noget, fordi vi fik hjælp af koalitionsstyrken. Men det handler jo om minutter," siger direktør Per Nykjær Jensen til TV 2 News.
Da de omkring fem pirater nærmede sig affyrede skibet sine nødraketter mod deres båd, samtidig med at skibet zigzaggede og alarmerede koalitionsstyrkerne i området.
"En helikopter fra en af koalitionsstyrkerne var i luften og fremme ved skibet i løbet af ti minutter. Derfor blev angrebet afværget," siger Per Nykjær Jensen ifølge DR.
Han er frustreret over, at piraterne har så let ved at angribe skibstrafikken.
"Vi og søfolkene er dybt frustreret over, at det ikke er muligt at skride langt mere håndfast ind over for piraternes angribende speedbåde og piraternes mange moderskibe, som ligger i området," siger Per Nykjær Jensen.