'Ingen samvittighed', 'skruppelløse mennesker', 'tænker ikke rationelt', 'fuldstændig ligeglade med andre mennesker'.
Sådan lyder ordene fra Mohamed Gelle, der er formand for Somalisk Netværk i Danmark, når han beskriver de landsmænd, der har kapret et dansk skib med fire voksne og tre børn ombord.
"Jeg er frygtelig ked af situationen. Selvom man generelt er ked af alt det pirateri, der sker med somalisk indblanding, så er det bare en endnu større forbrydelse, når det går ud over en helt almindelig familie med børn. Det er virkelig hjerteskærende. Det er en forfærdelig ting, som alle de somalier, som jeg kender, bliver rørt og ked af det over. Og jeg bliver flov over at være somalier, når sådan noget sker," siger formanden for Somalisk Netværk i Danmark til Newspaq.
Det somaliske netværk står klar til at smide alt, hvad de har i hænderne, så snart der er brug for dem til at hjælpe med at få danskerne ud af piraternes klør.
"Vi vil gøre alt vores bedste for at kunne bistå familien og hjælpe dem i det omfang, vi kan. Det skal koordineres, så vi ikke laver indsatser, der skader sagen mere end den gavner. Vi skal huske på, at der er tale om forhandlinger med nogle skruppelløse mennesker, så der er behov for professionelle folk. Vi står stand-by og afventer en henvendelse fra familien eller udenrigsministeriet og de professionelle folk, som gør en indsats for at hjælpe denne familie," siger formanden.
Foreningen har oprettet Facebook-gruppen: 'Støtt Den danske familie der nu er i piraters varetægt ud fra Afrikas Horn', for at vise deres støtte overfor de syv danskere, der er fanget af piraterne.
Selvom piraterne er somaliere, tror formanden ikke, at det har nogen indflydelse på danskernes opfattelse af somalierne generelt i Danmark.
"Jeg tror, at danskerne er fornuftige og kan se, at de somaliere, der bor her og har fået beskyttelse i Danmark, ikke har noget som helst at gøre med de pirater, der har kapret skibet. Det er ikke de samme mennesker. Her er der tale om kriminelle mennesker, der gør en kriminel handling - det har ikke noget at gøre med somaliere generelt," siger han.