Tirsdag klokken 12 blev Mogens Glistrup begravet i Sorgenfri Kirke ved København.
Men det var uden deltagelse fra Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard.
Hun har ellers en fortid som Glistrups nære allierede i Fremskridtspartiet - inden interne stridigheder fik Kjærsgaard til at stifte Dansk Folkeparti i 1995.
I stedet for Kjærsgaard var Dansk Folkeparti repræsenteret af Søren Espersen, Søren Krarup og Jesper Langballe, skriver eb.dk.
Planlagt af Glistrup
Begravelsen, der fandt sted en uges tid efter, at Fremskridtpartiets stifter døde af kræft, var planlagt ned til mindste detalje af Mogens Glistrup selv.
Han havde således bestemt, hvilke salmer, der skulle synges, ligesom begravelsen blev forestået af Sorgenfri Kirkes præst, Søren Hermansen, da familien Glistrup længe har været tæt knyttet til både kirken og præsten, skriver eb.dk.