Tirsdag fortsætter Østjyllands Politi eftersøgningen af 29-årige Peter, der ikke er set siden natten til søndag, hvor han drak øl med nogle kolleger i det centrale Aarhus.
Det oplyser vicepolitiinspektør Martin Rasmussen til TV2 ØSTJYLLAND.
- Vi har fået nogle enkelte henvendelser fra borgere, som muligvis har set Peter. Det er vi i gang med at undersøge nærmere blandt andet ud fra videoovervågning. Men det tager tid, siger Martin Rasmussen.
Derudover er det politiets plan at tage en snak med dem, der har henvendt sig.
Har borgere oplysninger i sagen eller har set Peter, opfordrer politiet stadig til at kontakte dem på tlf. 114.
- Vi kan bruge alt nyt. Så kan vi selv sortere i det, siger Martin Rasmussen.
Som det er nu, har politiet ikke noget afgørende nyt i sagen. Men samtidig kan politiet ikke udelukke noget endnu. Udover henvendelser fra borgere vil politiet også gerne have videooptagelser fra de butikker, Peter kan have passeret.
- Jeg vil stadig gerne slå et slag for at få nogle henvendelser fra de erhvervsdrivende. De må gerne kigge deres videoovervågning igennem for at se, om Peter kan være på et billede ud mod gaden, siger Martin Rasmussen.
Tirsdag ledte politiet i vandet ved Aarhus Ø, men søgningen gav ikke noget, oplyser vicepolitiinspektøren.
Politiet leder, ifølge Martin Rasmussen, ikke i vandet i dag.