Pensionsselskaberne går langt for at få syge tilbage i arbejde.
Årsagen er, at de ellers risikerer at skulle udbetale de syge kunder penge for tabt arbejdsevne. Og det drejer sig om mange millioner.
Pensionsselskaberne er begyndt at bruge både rådgivere, socialrådgivere og tilbud om behandlinger for at få syge tilbage i arbejde.
Nu starter de et nyt projekt, for at flere skal få øje på tilbuddene.
”Målet for selskabet er, at folk, der med den rette hjælp kunne være kommet i arbejde, ikke i stedet ender på førtidspension. Hvis man mister arbejdsevnen som 38-årig er der mange år til pensionering og det bliver mange penge selskabet skal udbetale," siger Helle Vestmar Winther, konsulent i Forsikring og Pension, der repræsenterer branchen.
Hjælp til at holde hoved og hale i tilbuddene
Ifølge Helle Vestmar Winther er de nye tiltag en fordel både for samfundet og for den syge.
"Vi vil gerne være med til at skubbe i den rigtige retning," siger Helle Vestmar Winther
Hun er i gang med kampagnen, der skal få flere til at trække på pensionsselskabernes hjælp.
En del selskaber tilbyder syge en rådgiver, der kan hjælpe med at holde styr på et praktiske og få kunden hurtigere gennem det offentlige system.
”Det kan være svært at finde hoved og hale i, hvem der kan gøre hvad i kommunen, på hospitalet og på arbejdspladsen,” siger Helle Vestmar Winther.
Kommuner for sent i gang
Formelt set er det kommunernes ansvar at tage sige af syge borgere.
”Men nogle kommuner kommer for sent i gang. De kan heller ikke tilbyde behandling,” siger Helle Vestmar Winther.
Forsikring og Pension er også i samarbejde med Kommunernes Landsforening, KL, om at kommunens ansatte på for eksempel jobcentre får viden om tilbuddene, så de kan fortælle det til syge.
I PKA, der har pensions- og forsikringsordninger for 260.000 sygeplejersker, socialrådgivere og lægesekretærer, har man taget fat i tillidsrepræsentanterne. De hjælper syge kolleger med at huske at kontakte pensionsselskabet.
”Når man er syg, er det ikke pension, man har hovedet fyldt af – det er at blive rask. Derfor er det vigtigt, at man har gode kolleger, der kan hjælpe,” siger Britt Brandum, medlemschef i PKA.
Langt de fleste har en forsikring mod tab af erhvervsevne om del af deres pensionsordning.
Den træder i kraft, hvis man mister halvdelen eller mere af ens arbejdsevne.
Forsikringen udbetaler månedlige beløb, så du er sikret at beholde 40-80 procent af den indtægt, du havde, før du blev syg.
Ofte fortsætter udbetalingerne til pensionsalderen