De kvinder, der har fået indopereret et "net" i underlivet, skal have tilbudt at få det taget ud.
Det mener Patientforeningens formand Lars Engberg.
- Når vi nu ved, at det formentlig er omkring 200 patienter, der har fået den her operation, så synes jeg, at man fra myndighedernes side bør gøre sig den ulejlighed at tilbyde dem en operation, så de kan komme af med det her, siger Lars Engberg.
Han understreger, at det ikke er nok, at kvinder selv skal være opmærksomme på, om der er noget galt. De skal alle kontaktes af det hospital, hvor de er blevet opereret.
- Vi taler om et net, hvor der nu ligger en dokumentation for, at det har kostet menneskeliv. Derfor er det nødvendigt, at man får fat i alle patienterne, siger Patientforeningens formand.
Det er professor i gynækologi ved Herlev Sygehus Gunnar Lose, der advarer mod det syntetiske net, som kvinder med nedsunket underliv har fået indopereret. I yderste konsekvens kan følgevirkningerne af nettet være dødelig.
Internationale undersøgelser viser, at hos 10 procent af kvinderne skærer nettet sig igennem til skeden. I sjældne tilfælde opstår der hul til tarmen eller urinvejene. Og sker det, kan det ende med, at kvinden dør.
Lars Engberg understreger, at det er så alvorligt, at myndighederne ikke bare kan vente på, at kvinderne selv henvender sig.
- Sundhedsministeriet skal bede regionerne om at sætte det her i værk. De skal skrive ud til de hospitaler, der har udført den her operation. Det kan sagtens lade sig gøre, påpeger han.
/ritzau/