Hovedparten af de mange ekstra milliarder til sygehusenes behandlinger de senere år er gået til mere behandling til af de samme patienter.
Kun en tredjedel af de øgede aktiviteter på sygehusene i årene 2005 til 2010 har handlet om at behandle flere patienter.
Det viser en ny rapport fra Danske Regioner, Finansministeriet og Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse.
Af en samlet vækst på 35 procent i sygehusenes aktiviteter skyldes to tredjedele, at de samme patienter behandles mere. Kun en tredjedel af aktivitetsstigningen drejer sig om flere patienter.
- Det er godt, at en masse ekstra patienter har fået behandling. Men når så stor en del af de øgede aktiviteter skyldes, at de samme patienter behandles mere, så må vi se på årsagerne, siger minister for sundhed og forebyggelse Astrid Krag (SF) og fortsætter:
- To skanninger af samme patient er jo ikke dobbelt så godt som én skanning, hvis nummer to skyldes, at man ikke taler sammen på tværs af afdelinger eller sygehuse.
Hun understreger, at der ikke bliver råd til en ny stigning igen i aktiviteten på 35 procent de næste fem år. Blandt andet fordi regeringen også ønsker at prioritere forebyggelse og psykiatri højere.
- Så vi må se nærmere på, hvad der kan gøres bedre, og hvor vi får mest muligt kvalitet for pengene, siger ministeren.
Formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), glæder sig over den øgede aktivitet, der blandt andet er kommet højtprioriterede områder som kræft og hjerter til gavn.
Men han er også enig med sundhedsministeren i, at der - efter at sygehusvæsnets aktiviteter i en årrække har handlet om at skabe mere og mere aktivitet - nu er behov for at se på, om der også er nok kvalitet for pengene.
- Vi skal se på, om det er de rigtige aktiviteter, vi har gang i, i stedet for bare at tordne derudaf, og om vi skærer for meget i stedet for at forebygge, siger Bent Hansen.