Efter nedtur i forbindelse med finanskrisen samt rekordhøje guldpriser, er der kommet rigtig godt gang i salget af smykker igen. Så meget, at smykkeselskabets Pandoras omsætning i andet kvartal 2013 steg med over 50 procent i forhold til kvartalet 2012.
- Den solide fremgang fra første kvartal 2013 er fortsat på tværs af alle regioner i årets andet kvartal. Selvom der fortsat er mange områder, vi kan forbedre, er vi tilfredse med vores fremdrift, siger Pandoras direktør Allan Leighton i regnskabet for andet kvartal.
Samlet endte koncernomsætningen på 1,93 milliarder kroner - og det er helt præcist en stigning på 53,3 procent i forhold til kvartalet sidste år.
I første halvår af 2013 er omsætningen landet på små fire milliarder kroner mod 2,7 milliarder kroner i første halvår af 2012.
Og at flere nu køber smykker luner på bundlinjen. Pandora fik et overskud før skat på over en milliard kroner i årets første seks måneder - og det er mere end det dobbelte i forhold til halvåret 2012.
I dag har Pandora omkring 950 såkaldte konceptbutikker. Men dem kommer der flere af. Selskabet har planer om at åbne 175 flere i løbet af 2013.
Pandora sælger i dag smykker i mere end 70 lande fordelt på seks kontinenter - og selskabet har cirka 10.300 forhandlere.
Selskabet beskæftiger på verdensplan over 6900 medarbejdere, hvoraf de 4900 arbejder i Gemopolis i Thailand, hvor virksomheden fremstiller sine smykker.
/ritzau/