En tidligere amerikansk fodboldtræner blev tirsdag idømt mellem 30 og 60 års fængsel i en sag om seksuelt misbrug af børn, der har rystet USA.
Den 68-årige Jerry Sandusky, der er tidligere assisterende træner i amerikansk fodbold for collegeholdet Penn State, blev i juni kendt skyldig i 45 tilfælde af overgreb mod 10 drenge over en periode på 15 år.
Otte af ofrene har med tårer i øjnene afgivet forklaring i retten og fortalt om Sanduskys overgreb på dem på hoteller, på sommerlejre eller i hans hjem samt om, hvordan det har påvirket deres liv.
Misbruget har fundet sted mellem 1994 og 2008.
Under retssagen gik Sanduskys adoptivsøn til myndighederne og meddelte, at han også var blevet udsat for seksuelle overgreb fra den tiltaltes side.
Sandusky fastholder, at han er uskyldig, og at han vil appellere dommen. Under retssagen har han da heller ikke undskyldt over for ofrene.
Han mødte drengene gennem et velgørenhedsprojekt, hvor den nu dømte træner angiveligt ville hjælpe unge mennesker med problemer.
Skandalen har sendt chokbølger gennem den amerikanske universitetsidræt efter det viste sig, at flere fremtrædende personer på Penn State Universitetet kunne have grebet ind tidligere og forhindret Sanduskys misbrug af drengene.
I juli idømte NCAA, der administrerer universitetsidrætten i USA, Penn State bøder for 60 millioner dollar og udelukkede universitetet fra de lukrative slutspil i fire år.
Sandusky var den ene del af Penn States legendariske trænerduo med den nu afdøde Joe Paterno.
Han har to gange vundet prisen for bedste assistenttræner i amerikansk collegefodbold.
/ritzau/AFP